Claus Meyer

Gastronomisk iværksætter, MEYERS
Claus Meyer

Claus Meyer har i mere end 30 år, gennem forsknings-, rådgivnings- og formidlingsaktiviteter og via sit entreprenørskab, arbejdet for at bekæmpe elendigheden og fremme mulighederne og kvaliteterne i den danske madkultur.

Han stiftede MEYERS i 1989. Virksomheden, der siden 2022 har haft ”betingelsesløst værtskab” som sit erklærede formål, opererer i dag på de fleste niveauer af fødevarebranchen. Ambitionen om at udleve en ambitiøs bæredygtighedsdagsorden uden at sætte hverken velsmag eller økonomi over styr er den drivende kraft, når MEYERS dagligt serverer knap 30.000 måltider i kantiner og frokostordninger landet over, eller løser rådgivningsopgaver for kommuner, organisationer og virksomheder i Danmark eller i udlandet. Claus Meyer har solgt virksomheden MEYERS af de to omgange, først til en kapitalfond og senere til en engelsk spiller i restaurations- og fødevaresektoren – og han er fortsat, udover at være aktionær, en aktiv del af virksomhedens drift og udvikling.

Virksomheden Claus Meyer & Ko yder rådgivning til blandt andet fødevarevirksomheder indenfor områderne innovation, kommunikation, ”formål” og bæredygtighed, og driver en række investeringer primært i mindre fødevarevirksomheder.

I 2011 stiftede Claus Meyer Melting Pot Fonden. Fonden driver social forandring og bekæmper fattigdom med velsmag og ”værtskab” som værktøjer. Fonden har stået bag madskoler for indsatte i de danske statsfængsler og en række initiativer for børn og unge, bl.a. Madmodsløbet, og har stiftet og driver stadig madskoler og uddannelsesprogrammer i Brownsville Community Culinary Center, Brooklyn, New York (USA), UM MAMI, Marrakesh (Marokko) og Manq’a, La Paz (Bolivia). Derudover er Melting Pot Fonden stifter og medejer af restaurant GUSTU, La Paz (Bolivia), som er udråbt som en af Sydamerikas bedste restauranter – og Melting Pot Fonden er sammen med restauranter på tværs af hele Danmark vært for den årligt tilbagevendende begivenhed Smagens Time, hvor børn og unge nyder en restaurantoplevelse forbudt for voksne.

Claus Meyer er medstifter af restaurant noma og bredt anerkendt, som grundlægger af det Ny Nordiske Køkken. Han er desuden æresalumne ved Copenhagen Business School (CBS), adjungeret professor ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og foredragsholder.